Tanker fra en tur i Bymarken ved Trondheim

I 2002 gik jeg på stien ned til et sted, jeg havde døbt Paradiset.

I Paradiset er der et par mindre floder, der mødes og danner små øer. Ud til en af disse øer har parkvæsenet lavet en lille bro af nogle træer. På øen er der et shelter og en bålplads.

Stedet er omkradset af bjerge og høje træer.

Ned ad bjerget i det fjerne, løb et brusende vandfald.

Stien går først op ad bjerget, og når jeg står på toppen, kan jeg se ned på det underskønne landskab.

Paradiset glimter i solen, og invitere mig ind i dets mystiske verden.

Jeg står og ser på træerne, vandet, bjergene, himmelen og de små blomster.

Der er nogle helt specielle grantræer, der står ved siden af shelteret. De er enorme, høje og brede og  deres grene buer i kæmpe bøjninger med spidsen rakt opad.

De har stået her og skuet ud over landskabet i mange år.

Jeg tænkte;

Er det nålen, træet eller verden jeg ser?

Du står der og skuer og vogter i majestætisk ro

Du omfavner og passer på

Du tager næring fra moder jord

Du giver jorden tilbage i form af dine nåle

Du holder på jorden med dine rødder

Du passer på hendes væsener

Du giver næring!

Jeg ånder din luft

Du ånder min

Vi deler og giver til hinanden!

Du fortæller mig dine hemmeligheder

Hvis jeg er stille og lytter!

Du tager min smerte

Hvis jeg beder dig!

Du strækker dig og rækker grenene mod universets horisonter

Du spejler dig mod himmelens blå og søens blanke vand

Dine grene vinker i vindens leg

Du smiler og ler, når vinden leger tagfat i dine grene

Når fuglene kommer og sætter sig på en af dine grene

Eller når et af stedet mange dyr søger ly af dine grene

Så omfavner du dem blidt

Lige så blidt som du ser på mig

Jeg er et af dine væsener

Du giver mig liv

Jeg er et med dig

TAK!

(Standing tall)