Jeg tror ikke, at døden blev opfundet, uden at den har en meget betydningsfuld mening.

I vort samfund har vi mistet forbindelsen til næsten alt, hvad der er forbundet med døden. Resultatet af denne fremmedgjorthed er, at vi er utrygge, når ordet død bliver nævnt, og vi taler ikke om, hvad det at dø betyder for den enkelte person. 

I mange folkeslag har døden en stor betydning, da den er en stor del af livet. Nogen går så vidt som at sige, at man ikke kan have et godt liv uden at inddrage døden som en del af selve livet. Andre mener, at det er gennem det at beskæftige sig med døden i vores dagligdag forbereder os på døden og det eller de liv der kommer efter dette.

Hvor om alt er, så er der meget få både inden for plejesektoren og i vores personlige liv vi kan drøfte dette emne med. Der er dog ved at komme fokus på det at få en værdig død. 

Den shamanistiske tanke er at hjælpe den døende til at finde sin ro og værdighed og til at færdiggøre løse  ender.

Tab af kraft og magtesløshed finder tit sted, hvor sygdommen er forbundet med døden, eller når alderdommen begynder at vise sig. Det er mismodigt at skulle tage afsked med livet og med sine omgivelser.

At finde sin kraft og dermed få hjælp til et værdigt sygdomsforløb, en værdig alderdom og en værdig og meningsfuld død, er tæt forbundet med, hvordan personen og hans/hendes omgivelser, håndterer processen. Det er vigtigt at tale åbent om de ønsker og behov, der er.

At have kraft til at være med i processen er forbundet med at finde sin spiritualitet og bruge den til at mildne angsten for døden. Spiritualiteten kan skabe en forståelse for, hvad døden er for den enkelte person. 

Måske er døden kun endelig for den krop, vores sjæl temporært har besluttet sig til at tage ophold i, og måske er døden den evolution, vi har brug for til at vokse og forstå potentialerne i livet og døden, sådan at vi kan tage disse erfaringer med til den anden side.

Den spirituelle vejleder  har en række missioner, der er forbundet med at hjælpe den ældre, den syge eller den døende person og hans eller hendes familie og venner, til at forsone sig med situationen, holde håbet oppe, give slip, færdiggøre uafsluttede emner og tilgive sig selv og andre.

Shamanen kommunikerer med sine åndelige vejledere for at finde ud af, hvordan og hvor kraften og forståelsen kan findes, og ved hjælp af egne vejledere finde åndehjælpere, der kan  hjælpe personen/personerne.  Shamanen kan også hjælpe hende/ham til selv at foretage den shamanistiske rejse for at finde healing, vejledning og forståelse for de spørgsmål, der er forbundet med livet og døden, og til at finde sin kraft til rejsen forud.

En anden mission for shamanen er at kommunikere med døden, som hun har som åndelig vejleder. I løbet af sin egen indvielse, hvor hun lærte dødsprocessen, lærte hun, hvordan hun kan rejse til dødsriget, og hun kan ved hjælp af sine spirituelle hjælpere guide den døende og hjælpe vedkommendes sjæl mod dødsriget.

Selve dødsriget opfattes forskelligt alt efter hvor den enkelte er født, kulturer og de lokale skikke samt den religion vedkommende er vokset op med.

I dag når vi læser om nærdødsoplevelser, beskriver personerne det som at bevæge sig gennem en mørk tunnel mod et ubeskriveligt hvidt og lysende lys, hvor personen bliver mødt af spirituelle vejledere, allerede afdøde familiemedlemmer eller venner.

Disse skildringer er meget tæt på, hvad en shaman og en person, der har lært teknikkerne, møder på sin vej, når en døende person bliver hjulpet på  rejsen mod dødsriget. Dette gælder også senere, når vejlederen  tager på en shamanistisk rejse for at se, om den døde er på rette vej.